Historien om Sommerfuglen

DET STARTEDE I RØDVIG

Hvorfor hedder Sommerfuglen egentlig Sommerfuglen?

Såre enkelt - Sommerfuglen startede som en sommerbutik
i et havehus i Rødvig på Stevns tilbage i 1983.
Dengang designede Ditte Larsen modeller til Alt for Damerne. Garnet var specielt, og læserne kunne købe det via en kupon i bladet. Ditte stod selv for pakning og forsendelse af garnet, og så var havehuset i søsterens nyerhvervede hus i fødebyen Rødvig det perfekte sted at starte.

Og så gik hun ellers i gang med at farve garner og åbne butik til glæde for de lokale og byens sommerturister.

 

 
SOMMERFUGLEN FLYTTER TIL HOLBERGSGADE

Ved siden af at strikke, designe modeller, farve garner og have sommerbutik læste Ditte Larsen også dansk og senere idræt på Københavns Universitet.

Men i 1988 havde hun viklet sig så meget ind i garnet, at hun valgte at kvitte studierne og åbne en rigtig (læs helårs-) strikkebutik i Holbergsgade i København og satse fuldt og helt på garn og strik.

Senere kom så også broderiet til med både de klassiske danske broderier, og broderier hentet hjem fra England.

 
UDSTILLINGERNE I BRØNDSALEN

I 1994 fik Ditte Larsen den ide at afholde en strik- & broderi-
udstilling i den smukke Brøndsal ved Frederiksberg Have.

Alle sejl var sat til. Kaffe Fassett inviteret til at holde foredrag
og workshops. Brøndsalen overdådigt fyldt og dekoreret med alt, hvad et håndarbejdshjerte kan begære. Og studerende fra Skals og Hellerup Håndarbejdsseminarium engageret til at hjælpe og præsentere egne designs.

Udstillingen blev en kæmpe succes, som blev gentaget flere gange i 90'erne. Blandt andet i Helligåndshuset på Strøget.

 

SOMMERFUGLEN LANDER PÅ VANDKUNSTEN

Udstillingerne i Brøndsalen var det direkte afsæt til, at
Sommerfuglen rykkede til større lokaler på Vandkunsten -
den charmerende lille plads mellem Nytorv og Frederiksholms Kanal.

Også her blev det efterhånden småt med pladsen. Og i 2010 udvidede Sommerfuglen forretningen med lokalerne på første salen over butikkken, hvor der nu er showroom/kursuslokale og endnu mere plads til lageret af garner, kits og broderier.
 

 
SOMMERFUGLEN GÅR PÅ NETTET

I år 2000 åbnede Sommerfuglen, som en af de allerførste butikker i strikkebranchen, egen website og netbutik.

Netbutikken viste sig hurtigt at være et fint supplement til den fysiske butik, både som salgskanal og som showroom. Mange strikkere vil gerne se og føle garnet - og så langt er internet-teknologien trods alt ikke kommet, at det lader sig gøre gennem skærmen.

Men i dag er salget i webshoppen en meget stor del af Sommerfuglens omsætning. Og kunde-replikken "Jeg har set i jeres webshop, at...." gentages adskillige gange hver dag.
 
KURSER, WORKSHOPS OG FOREDRAG

Kommer du forbi Sommerfuglen en aften i vinterhalvåret, vil du oftest kunne se lys og flittig aktivitet både oppe og nede.

Sommerfuglen klubber og teknikkurser har gennem mange år været en vigtig del af alt det, som foregår omkring butikken. Her mødes engagerede strikkere og broderi-entusiaster, lærer nye tricks og teknikker, udveksler ideer og erfaringer og - ikke mindst - råhygger sig!

Et stenkast fra Sommerfuglen ligger Huset Magstrædes smukke rokokosalon, Salon K. Her har Sommerfuglen siden 2009 holdt foredragsaftener og workshops med dansk striks største navne. På billedet byder Ditte Larsen velkommen til det første arrangement i Salon K, som var med Hanne Falkenberg.
DANMARKS DEJLIGSTE GARNBUTIK 2015

Mandag den 2. november 2015 blev Sommerfuglen i en konkurrence udskrevet af Hendes Verden kåret til at være Danmarks Dejligste Garnbutik.

Det er en hæder, vi modtager med stor tak og ydmyghed.

Tak til alle vores kunder, som gør det muligt at drive en butik som Sommerfuglen. En stor tak til vores dygtige ansatte, "Sommerfugle-larverne", som med engagement og venlighed ekspederer og rådgiver vore kunder. Også når der er meget travlt i butikken.

Og tak til de designere af strik og broderi, som er selve livsnerven til vores fælles lidenskab, håndarbejdet.


SOMMERFUGLEN PÅ NYE VINGER

Ved årsskiftet 2015-2016 kommer Sommerfuglen på nye vinger.

Efter 33 år som "Madame Butterfly" har Ditte Larsen valgt at overdrage Sommerfuglen til en ny indehaver.

Ny indehaver er Inga Walløe, som selv er en tidligere "Sommerfugle-larve" tilbage i 2005 og 2006.

Fra Sommerfuglen kom Inga til Hendes Verden, hvor hun blev håndarbejdsredaktør.

Ditte og Inga har også skrevet to strikkebøger sammen.

Så Sommerfuglen er fortsat i gode hænder og parat til at svinge sig til nye højder!